ringe sø
ringe sø

Besøg Ringe By og Midtfyn!

Midtfyn, Ringe By og Tarup-Davinde
En hel palette af oplevelser venter dig i det midtfynske, som indbefatter den gamle landsby Brobyværk med Sdr. Broby Vandmølle, Sdr. Broby Kirke med altertavle af Sonia Brandes guldpapirklip og Brobygaard Herregård i vest, handels- og industribyen Ringe i øst og det skønne naturområde Tarup-Davinde i nordøst af kommunen. Se evt. folder over Brobyværk område her.
 
Ringe By
Handelsbyen Ringe, ved motorvejen mellem Odense og Svendborg, er kendetegnet ved et bredt udbud af interessante butikker og mange aktiviteter hele året. Hver sommer cykler bl.a. Team Rynkeby fra Ringe til Paris til støtte for Børnecancerfonden. Ringe Handelsstandsforening arbejder for at fremme og udvikle et godt og varieret handelsliv i Ringe. Foreningens primære opgave er at forestå markedsføring og arrangere aktiviteter rundt i byen, af forskellige aktiviteter kan nævnes torvedag, Open By Night, efterårspas, jule-Shopper, og jule-underholdning deriblandt lysfest. Ringe by lægger også gader til forskellige cykelarrangementer, start i Post Danmark Rundt, og Team Rynkebys afgang til Paris som Ringe Handelsstandsforening og Team Rynkeby arrangerer i fællesskab. Team Rynkeby består af 260 cykelryttere heraf flere kendte politikere, skuespillere m.fl. som alle kører for en god sag, nemlig for at samle ind til Børnecancerfonden.

Ringe Museum
Ringe Museum, som ligger midt i byen, viser egnens fortid i relation til omverdenen og den lokale befolknings hverdagsliv. I Ryslinge øst for Ringe ligger Nazareth Kirken, som med sine flotte træskære- og smedejernsarbejde er et besøg værd.
 
Carl Nielsen
Den verdensberømte komponist blev født den 9. juni 1865. I Nr. Lyndelse kan man besøge hans barndomshjem, hvor man kan få fortællingen om hans barndom og hjemmets rige musikliv. I Odense ligger ligeledes et museum, som er viet til komponisten og hans hustru, Anne Marie Carl Nielsen, der var en kendt skulptør. 
 
Tarup-Davinde
Hudevad Smedjemuseum er et arbejdende museum, hvor man kan få lov til at svinge hammeren og forme det glødende jern. Museet fortæller bl.a. historien om Hudevad Radiatorfabrik, landsbyen Hudevad og selve smedjen. Et utal af søer, som er opstået efter års grusudgravninger, udgør Tarup-Davinde området og benyttes nu som rekreativt område. Her har du mulighed for at bade, fiske, sejle med kano, gå ture, finde fossiler, slå telt op på naturcampingen, lave bål og meget mere. Tag evt. på lejrskole på Naturskolen Åløkkestedet og lær om områdets geologi, historie og friluftsliv. Brochuren ”Over Sø og Land i Tarup-Davinde” fås på Faaborg Turistbureau.

Faaborg Midtfyns Kommune, Tinghøj Allé 2, 5750 Ringe, telefon 72 53 05 30 fmk@fmk.dk, www.fmk.dk 

Del denne side