©  Foto:

Åbent hus i Keld Moseholms atelier og have

6. juli kl. 10-16

KELD MOSEHOLMS ATELIER OG HAVE åbner ny udstilling af kunstnerens skulpturer og tegninger, som ikke tidligere har været vist. Udstillingen viser kunstnerens humoristiske side i afdelingen med små tykke mænd, kunstnerens naturalistiske side med fokus på kvindekroppen, hans arbejde med skulpturer i det offentlige rum samt hans arbejde med store skulpturer i udstillingens største sal. Den store skulpturhave er også åben for besøgende. Alle er velkomne, og entréen er gratis.

“Vi har forsøgt at præsentere Keld Moseholms skulpturer på en ny måde. Vi har trukket nye værker frem, som få mennesker før har set, og vi har sat særlig fokus på hans arbejdsproces fra skitserne til støbningen af store skulpturer. Vi har haft mange samtaler med Bente Moseholm om, hvordan udstillingsstedet og værksteder kunne vises frem, og det har resultereret i en ny udstilling og endda et nyt navn til stedet.”, udtaler Theis Vallø, kurator fra Skitsehandlen, som har stået for udstillingen sammen med udstillingsdesigner Morten Underbjerg. 

“Keld Moseholms atelier og have” er et nyt navn til kunstnerens udstillingsrum og værksteder ved hans hjem på Bjerne Gamle Skole uden for Faaborg. Åbent hus-arrangementet er samtidig en markering af navneskiftet.

“Der har været mange, der har spurgt, om de kunne se udstillingslokalerne og den store have herude, og dette åbent hus-arrangement d. 6. juli er en måde at imødekomme denne efterspørgsel”, fortæller Bente Moseholm, kunstnerens enke. “Jeg glæder mig til at vise Skitsehandlens nye udstilling af min mands skulpturer og tegninger.”

Om Keld Moseholm:

Keld Moseholm (1936-2023) var dansk billedhugger og tegner. Hans bronzeskulpturer står i det offentlige rum i flere danske byer, især hans underfundige små tykke mænd, og han har udstillet på kunstmuseer og kunstbiennaler i Danmark og udlandet, senest på Faaborg Museum i fejring af kunstnerens 80-års fødselsdag og skulpturbiennalen "Sculpture by the Sea" i Sydney, hvor han har været fast udstiller siden 1999. Han blev uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1958-1962 og på Kunstakademiet i København i årene 1965-1970.

Vi glæder os til at se jer.