Kløverstierne i Svanninge

Attraktioner
Naturområder
Adresse

Svanninge område

5600 Faaborg

Kontakt

Velkommen på Kløverstierne, som er for dig, der vil ud i det fri og kombinere oplevelser og frisk luft med motion. Vælg den rute, der passer dig i forhold til længde eller seværdigheder. Vælg mellem den grønne rute på 2,5 km, den blå på 6,1 den røde på 7,5 eller den sorte på 11,7 km. Her i folderen kan du lade dig inspirere til valg af rute og bruge den som en guide undervejs.

Folder over Kløverstierne!

Svanningeruten
- Grøn rute 2,5 km
Tag på oplevelse i landsbyen Svanninge, hvor steder og huse fortæller en tusindårig historie. Svanninges historie går langt til bage i tiden. Landsbyens jættestue Skjerninghøj stammer fra bondestenalderen ca. 3.200 år f. kr. Turen gennem landsbyen går også forbi flere firelængede bindingsværksgårde, hvoraf flere er fredet. Kirken, med det høje spir, er kendt som motiv for flere
kunstnere, herunder fynbomalerne der også skildrede Svanninge Bakker. Poppelhuset og Stævnegården var i perioder bolig for Syberg-familien og senere Harald Gjersing. Fra Svanninge er der adgang til Svanninge Bakker og Øhavsstien.

Mølleruten
- Blå rute 6,1 km
Denne rute passerer ikke mindre end to møllesteder, hvoraf det ene er med både vind- og vandmølle. Transport og virksomhed er to hovedelementer på denne rute. Turen går langs et stykke af jernbanen mellem Faaborg og Odense, som blev nedlagt i 1954. Sporet et dog stadig synligt. På ruten passeres to møllesteder; Grubbe Mølle med vind- og vandmølle, samt Svanninge  Stampemølle, hvis bygninger blev flyttet til Den Gamle By i Århus i 1952. Ruten går gennem et smukt landskab, hvor man i slutningen af maj kan nyde de smukke sydfynske syrenhegn, som både ses i markskel og langs vejene.

Solbjergruten
- Rød rute 7,5 km
Tag på en dejlig tur rundt om Solbjerg, som er den meget markante bakkeås nord for Millinge Solbjerg er 83 meter høj og kan ses viden om, og er afbildet på talrige malerier fra Svanninge  Bakker. Ruten går ad den fredede hulvej Gl. Byvej, som på begge sider er afgrænset af stendiger. Turen går videre et stykke af den gamle hovvej gennem Enemærkeskoven, hvor bønderne fra Svanninge gik på hovarbejde på Østrupgaard. Fra ruten er der ikke langt til det økologiske principlandbrug Steensgaard, hvor der er adgang til gårdens marker med dyr via Stensgaardruten. Herfra er der også mulighed for at følge Øhavsstien.

Svanninge Bakker-ruten
- Sort rute 11,7 km
Der venter en unik oplevelse og foranderlige udsigter på denne rute til Svanninge Bakker. Svanninge Bakker - ruten er for den rutinerede vandrer og byder på kuperet terræn. Men  anstrengelserne er det hele værd, for belønningen i form af en storslået udsigt ud over Helnæs Bugt, Helnæs, Horne Land, Millinge, Svanninge og Faaborg er altid berigende og varierende.
På ruten passeres Dalkildegaard med Faaborg Golfklub og festpladsen i Svanninge Bakker med talerstolen og tårnet. I Svanninge finder vi Svanninge Smedje, Stævnegaarden, bystævnepladsen og flere andre interessante steder.

Adresse

Svanninge område

5600 Faaborg

Facilities

Afmærkede ruter

Bakker

Vandreruter

Updated by:
Faaborg Turistbureau