Mere End Pænt – vores fælles fortælling
Som turistaktør er du med til at fortælle historien om Faaborg-Midtfyn. Mere End Pænt er vores fælles fortælling og et værktøj til din markedsføring. Find den del, der passer til din virksomhed, og brug den som inspiration i din kommunikation.

En fælles fortælling for destinationen
Mere End Pænt er vores fælles turismefortælling for Faaborg-Midtfyn. Fortællingen skal vise, at Faaborg-Midtfyn er mere end brosten, bindingsværk og pæne landskaber. Her er også bevægelse, natur, kultur, lokale smagsoplevelser, ø-liv, ro, nærvær og plads. Det er netop spændet mellem det smukke og det sanselige, det rolige og det aktive, der er med til at give destinationen sin særlige karakter.
Download fortællingen
Brug fortællingen så den passer til dit brand
Mere End Pænt kan bruges som inspiration og retning i din egen kommunikation. Det kan være på din hjemmeside, på sociale medier, i nyhedsbreve, brochurer, annoncer eller andet markedsføringsmateriale. Du behøver ikke bruge de samme formuleringer eller fortælle hele historien, men du må gerne. Pointen er, at du finder den del af fortællingen, der passer til din virksomhed og dine gæster, og gør den til din egen.
Når gæsten møder den samme grundfortælling hos VisitFaaborg og hos områdets turismeaktører, skaber vi genkendelse og sammenhæng. På den måde hjælper vi hinanden med at fortælle én stærkere historie om Faaborg-Midtfyn som destination.


Sådan bruger du fortællingen Mere End Pænt
- Brug ord og formuleringer fra fortællingen i din egen kommunikation
Lad dig inspirere af sproget i Mere End Pænt, når du skriver til hjemmeside, sociale medier, nyhedsbreve eller andet markedsføringsmateriale. - Brug #mereendpænt på sociale medier
Brug hashtagget på Instagram og Facebook, når det passer til dit indhold. - Vis destinationen, som den opleves
Brug ægte billeder, der viser Faaborg-Midtfyn, som det er – på tværs af årstider, oplevelser og stemninger.
Vi er stærkere sammen
Faaborg-Midtfyn står stærkere som turismedestination, når vi hjælper hinanden og viser gæsterne videre til flere oplevelser i området. Det kan du eksempelvis gøre ved at dele andre aktørers opslag på sociale medier, anbefale oplevelser i nærheden eller linke til andre aktører og visitfaaborg.dk på din hjemmeside.
Samarbejde kan også skabe nye oplevelser for gæsterne. Nogle aktører har haft glæde af at udvikle events eller samle flere tilbud i én fælles oplevelse. Ser du en aktør, du kunne have lyst til at samarbejde med, så tag kontakt – ofte begynder et godt samarbejde med en enkel henvendelse.
Tips og tricks til at bruge Mere End Pænt
Du behøver ikke kopiere sætninger fra Mere End Pænt for at bruge fortællingen. Se den i stedet som inspiration til både hvad du fortæller, og hvordan du fortæller det. Find de dele, der passer til din virksomhed og dine gæster, og brug dem med dit eget sprog og din egen tone.
Tip 1: Fortæl om oplevelsen – ikke kun tilbuddet
Beskriv, hvad gæsten kan se, mærke, smage eller gøre. Fortæl ikke kun, hvad du tilbyder, men også hvordan det føles at opleve det.
I stedet for:
“Tag på vandretur i det smukke landskab.”
Prøv fx:
“Snør skoene og gå på opdagelse i landskabet. Her er der plads til både lange stræk, trætte ben og udsigter, der får dig til at sætte tempoet ned.”
Tip 2: Brug et levende og sanseligt sprog
Lad din kommunikation skabe billeder hos modtageren. Vind i håret, kolde kinder, mudder på skoene, lokale smage eller roen under åben himmel siger ofte mere end generelle ord som “smukt” og “hyggeligt”.
I stedet for:
“Besøg os også om vinteren.”
Prøv fx:
“Vinteren må gerne kunne mærkes. Kolde kinder, frisk luft og bagefter et sted at få varmen. Nogle dage er næsten sauna for sjælen.”


Tips og tricks - Leg med kontrasterne i fortællingen
Tip 3: Find kontrasterne
En vigtig del af Mere End Pænt er spændet mellem forskellige oplevelser: ro og bevægelse, natur og kultur, det enkle og det eksklusive, byliv og åbne landskaber. Overvej, hvilke kontraster der findes i din egen oplevelse.
I stedet for:
“Her kan du cykle på gode ruter.”
Prøv fx:
“Her får du både medvind, modvind og høj puls. Hop på cyklen og mærk landskabet undervejs.”
Tip 4: Gør fortællingen til din egen
Du skal ikke lyde som VisitFaaborg. Brug de temaer, værdier og stemninger fra fortællingen, der passer naturligt til din virksomhed, og skriv med dit eget sprog.
I stedet for:
“Her kan du slappe af og nyde naturen.”
Prøv fx:
“Her er lidt mere tid og meget mere plads. Plads til langsomme morgener, ro omkring dig og tid til bare at være.”
I tvivl om hvor du skal starte?
Hos VisitFaaborg står vi til rådighed hvis du har brug for sparring og tips til markedsføring og strategi. Kontakt os på visitfaaborg@fmk.dk eller 72531818.
Tips og tricks - Brug sproget i fortællingen
Tip 5: Brug gerne formuleringer fra fortællingen – med omtanke
Nogle formuleringer kan bruges direkte, når de passer naturligt til det, du fortæller om. Det kan fx være:
“Vi er sauna for sjælen”, “Her er lidt mere tid og meget mere plads”, “Lune smil og varme hjerter – året rundt” eller “Stier så lange, at du går tom for ord.”
Tip 6: Tænk Mere End Pænt som en tone of voice
Fortællingen handler ikke kun om bestemte ord og sætninger. Den kan også inspirere måden, du kommunikerer på: levende, nærværende, konkret og med fokus på den oplevelse, gæsten får med sig.
Pointen er ikke, at alle skal skrive det samme. Mere End Pænt skal være et fælles afsæt, som hver aktør kan gøre til sit eget.