
© Foto:
Avernax Festival
All-inclusive festival på idylliske Avernakø
For syvende gang skal vi danse under stjernerne, rocke i bølgerne, skåle i kopperne og nyde livet på Avernax 2025. Det er all inclusive. Det er fest og fællesskab i vandkanten, og DU er inviteret. Vi glæder os til at se dig til:
✴︎ 3 dage med musik
✴︎ 8 måltider
✴︎ Din egen Avernax kop
✴︎ Fri fadøl fra Albani ( + alkoholfri øl, sodavand og saft)
✴︎ Aktiviteter og workshops i dagtimerne
✴︎ Teltplads & frisk havluft
Avernax afholdes på det idylliske område ved Munke Strand på Avernakø — en aflang perle i det sydfynske øhav. Her forenes det bakkede landskab, strand og vand på smukkeste vis. Festivalen er 100% foreningsejet og non profit. Alt overskud går til afholdelse af festivalen og støtte af det lokale ø-liv. Vores økonomiske fundament hviler på støtte og indtægter fra selve festivalen.
Festivalen henvender sig primært til et publikum over 25 år, men børn i alle aldre er selvfølgelig mere end velkomne og vi har også et børnetelt med legetøj, og der er rig mulighed for at møde nye legekammerater.
Musikken er som altid en blanding af etablerede kunstnere og upcoming artister fra ind -og udland. I år byder vi velkommen til:
AGGi, Av Av Av, AySay, Bremer/McCoy, Chris Cohen (USA), Deerhoof (USA), Descartes a Kant (Mexico), Familien, GENTS, Hanne Boel, Mouritz/Hørslev Projektet, Pale Honey (Sverige), Rigmor, Simone Tang og Visti's Vinyl Collective.
Dagstimerne står på aktiviteter som sanketur, pimp din kop, lån en cykel, SUP & kajak, fællessang med Fredsfruerne, fortælletid med Niels om Avernakøs røverhistorier, Følsomt Broderi & Radiobiograf, og mere...
Festival-programmet og mere info kan findes på avernax.dk
Transport
Du skal selv sørge for at booke din færgebillet, da den ikke er inkluderet i billetten. Der er indsat en ekstra færge kun for gående ifb. festivalen. Find billetter her: https://avernax.billetten.dk/. Alternativt kan du booke din billet til færgen her: http://oefaergen.fmk.dk/booking/
Fra Avernakø havn er der ca. 2km til festivalpladsen. Øens beboere er flinke til at komme forbi med en traktor og tilbyder et lift mod et beskedent beløb.