Vandets Veje
Øhavsmuseet har åbnet Danmarks første børne-vandrerute med vandbane
Nu kan I tage ungerne med på en opdagelsesrejse i naturen med vandet som tema. Start ved Kaleko Mølle - Danmarks ældste og hyggeligste vandmølle, og prøv aktiviteterne i ”Vandets Veje” helt gratis og lige, når I har lyst.
Ved lytteposterne får I små, sjove fortællinger om vandets betydning for os mennesker - lige fra tidernes morgen og til i dag. ”Ved du godt, at det vand, du drikker, har dinosaurerne tisset i?” lyder den kække kommentar fra pigen Siv til vennen Ask. Siv og Ask er hovedpersonerne i de 9 fortællinger, der også leder de små eventyrere til den store vandbane, hvor der kan prøves kræfter med vandkraft.
Slut af med en herlig vandretur til vandet. Ved sidste lyttepost finder I kort over de 2 børne-vandreruter. Skiltene med den glade dråbe gør det nemt at finde vej. Til små fødder anbefales Blå Rute på 2 km, der går fra Kaleko Mølle til Sundet og tilbage igen. Grøn Rute er for lidt større fødder. Den er på 4 km fra Kaleko Mølle og til Øhavsmuseet på Faaborg Havn. I kan også starte ruten på havnen. Uanset er turen tilbage kun 3 km, hvis I går syd om Sundet.
Vandets Veje er skabt med støtte fra Nordea-fonden.
Hent kort over vandets veje her
I kan høre mere om Vandets Veje her