Svelmø Havørred Fyn Hotspot nr. 75
Svelmø – kaldet “mini-Æbelø” – byder på unikt havørredfiskeri året rundt. Oplev det markante rev Svelmø Trille og øens vestside.


Svelmø kaldes blandt havørredfiskere også for "mini-Æbelø" - plads 116. Begge øer har det tilfælles, at man skal vade et stykke både i vand og over land for at komme derover. Turen til Svelmø er dog væsentligt kortere - blot cirka 2,5 kilometer. Den første del foregår i ankel- til lårdybt vand, hvorefter man fortsætter tørskoet ad en landtange ud til selve øen. Vis hensyn til de mange ynglende terner og måger i foråret. Kysten langs øens østside er meget lavvandet, og derfor er det primært vestsiden, der er interessant for havørredfiskeren. Strækket fra, hvor klinten begynder, og hele vejen ud til sydspidsen med det markante rev Svelmø Trille, er fremragende på alle årstider. Bedste vindretning: nordøst til øst.
Sidst opdateret af:VisitFynvisitfyn@destinationfyn.dk