Avernakø
Avernakø i det Sydfynske Øhav er en rolig ø med smukke cykelruter og unikke naturoplevelser. Oplev Drejet – den ikoniske dæmning med hav på begge sider – og udforsk øen fra sadlen. Her venter åbne landskaber, lokal gårdbutik og ægte ø-stemning tæt på Faaborg.

Anbefalet dagstur på Avernakø
Lej en cykel ved færgelejet på Avernakø, og oplev øen i dit eget tempo. Den cirka 16 km lange tur tager dig fra den ene ende af øen til den anden – gennem åbne landskaber og små øjeblikke af ro.
Kort efter start når du Drejet – den ikoniske dæmning, der forbinder øens to dele. Allerede i begyndelsen af Drejet finder du en bænk, hvor du kan stoppe op og nyde udsigten over Det Sydfynske Øhav. Herfra fortsætter du over det smalle stykke land med vand på begge sider – en helt særlig oplevelse.
Cykel videre mod øens østlige spids, hvor du møder åbne marker, bålplads og fine rammer for en pause i det fri. Tilbage i Avernak by kan du handle lokalt i Avernakø Gårdbutik eller runde dagen af med middag på Avernakø Landhotel.
Tag på ø-hop fra Avernakø
Avernakø er et oplagt stop på din tur rundt i det Sydfynske Øhav. Herfra kan du nemt kombinere oplevelsen med en tur til Lyø – eller fortsætte videre til Bjørnø, hvis du vil opleve flere øer.
Hver ø har sin egen stemning og oplevelser, og sammen giver de et varieret indblik i ølivet. Du kan læse mere om ruter, færger og planlægning på vores side om øhop i øhavet.
Avernakøs historie
Avernakø består i dag af de to tidligere øer Avernak og Korshavn, som i 1937 blev forbundet af dæmningen Drejet. Øen har en lang historie præget af landbrug og livet i det Sydfynske Øhav.
Et af de mest bemærkelsesværdige fund blev gjort i 1685, hvor seks guldskåle med soltegn blev fundet på øen. De er i dag udstillet på Nationalmuseet, mens kopier kan ses i Avernakø Kirke.
Avernakø er også kendt for sin særlige tradition med majtræ og majstang – en sjælden kulturarv i Danmark, som stadig samler øens beboere hvert år pinselørdag.

Her kan du spise på Avernakø
På Avernakø finder du to spisesteder, hvor du kan nyde gode måltider i rolige omgivelser. Avernakø Landhotel har åbent året rundt og serverer velsmagende mad med fokus på sæson og kvalitet – husk at ringe i forvejen og bestille. I sommermånederne kan du lægge vejen forbi Avernakø Havnecafé, hvor du kan spise tæt på vandet i en afslappet og uformel stemning. Her er der plads til pauser mellem oplevelserne og til at nyde ølivet i dit eget tempo.
Overnat på Avernakø
På Avernakø kan du overnatte i rolige omgivelser midt i det Sydfynske Øhav. Avernakø Landhotel har åbent året rundt og tilbyder klassiske værelser og personlig værtskab – et godt valg, hvis du ønsker komfort og mulighed for måltider.
Ved Avernakø Gårdbutik finder du både en ferielejlighed og et glampingtelt. Her kan du bo enkelt og tæt på naturen – med mulighed for at tilkøbe morgenmad. Det giver dig en fleksibel base, hvor du selv sætter tempoet for dit ophold på øen.
Smag på Avernakø – lokale smagsoplevelser i øhavet
På Avernakø kan du smage dig ind i ølivet. Hos Ølivet brygges der lokalt øl, og i sommerperioden inviteres der til ølsmagninger i uformelle rammer med fokus på håndværk og gode råvarer.
På øens østlige del finder du Korshavn Røgeri, hvor der serveres friskrøget fisk tæt på vandet – enkelt og velsmagende.
Kig også forbi Avernakø Gårdbutik, hvor lammekød fra egen avl er en særlig specialitet. Her får du en smag af øen, som er tæt forbundet med landskabet og den lokale produktion.














