Faaborgs historie og arkitektur
H. C. Andersen besøgte første gang Faaborg i august 1830, og ikke meget i bygningsmassen har ændret sig siden da. Opdag alle de historiske perler byen og naturen gemmer på.

Faaborg set fra landsiden og vandsiden
På billederne ser du Faaborg fra landsiden. Siden istiden, der for mere end 10.000 år siden skabte bakkerne nord for Faaborg og Øhavet syd for købstaden, har mennesket ændret på landskabets udseende. Bygget byer, fældet træer, ændret på kystlinjer og kultiveret landbrugsjorde. Men mange steder kan man stadig genkende punkter fra historiske tegninger og optegnelser. Som her Sundbakkerne med udsigt til Faaborg.
Klokketårnet var en del af Skt. Nicolai Kirke, der blev revet ned efter reformationen i 1536. Tårnet fik lov til at blive stående, da det kunne bruges som landmærke for de søfarende. Siden har klokkerne kimet over byens tage, i dag også til kirkelige handlinger i Helligåndskirken, Faaborg Kirke, som du kan se her over med det lille karakteristiske tårn, kirken har den dag i dag.


Besøg Faaborg historiske bygninger og monumenter
Faaborgs historie er ikke gemt væk på et museum. Den står midt i byen og præger gader, torve og landskaber. Blandt de mest markante vartegn finder du Klokketårnet, byens ældste vartegn, som stadig våger over de brostensbelagte gader. Du kan også besøge Kaleko Mølle i sommerhalvåret, som ligger lidt uden for centrum, og opleve det velbevarede mølleanlæg. Det var også her, Nissebanden blev optaget.
Kig ind i Det Gamle Rådhus
På Torvet ligger Det Gamle Rådhus, som i dag rummer både turistbureau og arrest. Besøg turistbureauets moderne rum i historiske rammer, eller køb billet til Arresten for at se de autentiske celler og høre fortællinger om livet bag tremmer.
Faaborgs historiske skulpturer
Faaborgs kunst og historie findes ikke kun på museerne. Rundt omkring i byen møder du skulpturer, monumenter og historiske vartegn, der fortæller historien om købstaden og livet ved kysten. På Torvet står Ymerbrønden, som oprindeligt blev skabt i sandsten af billedhuggeren Kai Nielsen. Originalen kan i dag opleves på Faaborg Museum, mens bronzekopien på Torvet siden 1964 har været et af byens mest kendte symboler.
Oplev en ægte Middelalder byport
Oplev Vesterport, som er den sidste rest af Faaborgs middelalderlige bybefæstning. Den er særligt bemærkelsesværdig, fordi den er én af blot to bevarede middelalderlige byporte i Danmark, som man stadig kan køre igennem i dag. I århundreder markerede porten grænsen mellem by og land og var stedet, hvor handlende betalte told for at sælge varer i købstaden.
Gå på opdagelse blandt jættestuer og dysser
Historien i Faaborg og omegn stopper ikke ved købstadens gamle gader. Rundt omkring i landskabet finder du nogle af områdets ældste spor efter mennesker, fra stendysser og jættestuer til kirkeruiner og gravhøje. Særligt Pipstorn Skov er et besøg værd. Her gemmer sig en omkring 4.000 år gammel kirkegård med en af Fyns største koncentrationer af fortidsminder, hvor generationer af mennesker er blevet begravet side om side gennem flere tusinde år.
Hjemsted for en række kendte slotte og herregårde
På Fyn findes der en lang række slotte og herregårde, også nogle man kan besøge. På Midtfyn og omkring Faaborg kan man blandt andet opleve det berømte Egeskov Slot som både inviterer gæster indenfor på slottet eller rundt i den smukke have. Området byder også på den smukke slotspark Holstenshuus som gæster kan besøge. Slotsparken byder både på storslået natur og dyr der løber frit.
Ønsker man at overnatte på en af de smukke slotte tilbyder Hvedholm slot sæsonvist at gæster kan overnatte i de storslåede lokaler. Det er også her TV serien Forræder er optaget.


H.C. Andersens store kærlighed
H. C. Andersens store kærlighed var efter sigende købmandsdatter Riborg Voigt, som kom af én af Faaborgs store købmandsgårde, Den Voigtske Gaard. Selve hovedbygningen, hvor familien boede, og hvor Riborg Voigt boede med sin familie, eksisterer ikke længere. Du kan dog stadig se en del af Den Voigtske Gaard, som var købmandsgårdens pakhuse.
H. C. Andersen indlogerede sig den 6. august 1830 på Gjæstgivergaarden, som du ser et billede af fra 1875 - året for digterens død. Gjæstgivergaarden lå under 100 meter fra Den Voigtske Gaard og 200 meter fra Faaborg Havn, hvorfra det unge selskab med Riborg Voigt og H. C. Andersen nogle dage senere skulle sejle til Dyreborg på udflugt.
H. C. Andersen var efter sigende den første turist i Dyreborg, den smukke fiskerlandsby, der ligger seks kilometer vest for Faaborg. Digterne var med Riborg Voigt og andre af borgerskabets unge mennesker på udflugt med båd fra Faaborg i august 1830. Det var i Dyreborg Skov, Andersen plukkede den buket, du kan se på H. C. Andersens Hus i Odense - buketten Riborg Voigt gemte hele sit liv.


























