Det Historiske Faaborg
H. C. Andersen besøgte første gang Faaborg i august 1830, og ikke meget i bygningsmassen har ændret sig siden da. Du kan her på siden se nogle historiske billeder venligst udlånt af Faaborg Byhistoriske Arkiv af Faaborg i midten og slutningen af den 19. århundrede samt primo det tyvende.

Faaborg set fra landsiden og vandsiden
På billederne ser du Faaborg fra landsiden. Siden istiden, der for mere end 10.000 år siden skabte bakkerne nord for Faaborg og Øhavet syd for købstaden, har mennesket ændret på landskabets udseende. Bygget byer, fældet træer, ændret på kystlinjer og kultiveret landbrugsjorde. Men mange steder kan man stadig genkende punkter fra historiske tegninger og optegnelser. Som her Sundbakkerne med udsigt til Faaborg.
Klokketårnet var en del af Skt. Nicolai Kirke, der blev revet ned efter reformationen i 1536. Tårnet fik lov til at blive stående, da det kunne bruges som landmærke for de søfarende. Siden har klokkerne kimet over byens tage, i dag også til kirkelige handlinger i Helligåndskirken, Faaborg Kirke, som du kan se her over med det lille karakteristiske tårn, kirken har den dag i dag.


Besøg Faaborg historiske bygninger og monumenter
Faaborgs historie er ikke gemt væk på et museum. Den står midt i byen og præger gader, torve og landskaber. Blandt de mest markante vartegn finder du Klokketårnet, byens ældste vartegn, som stadig våger over de brostensbelagte gader. Klokketårnet åbner dørene til den imponerende udsigt over byen i udvalgte perioder, så du kan opleve historien helt tæt på. Klokketårnet var oprindeligt en del af Skt. Nicolai Kirke, der blev revet ned efter reformationen. Tårnet blev stående, fordi det kunne bruges som landmærke for søfarende.
Kig ind i Det Gamle Rådhus
På Torvet ligger Det Gamle Rådhus, som i dag rummer både turistbureau og arrest. Turistbureauet ligger i den gamle rådhussal, som du gratis kan besøge i turistbureauets åbningstid. Det giver et unikt indblik i, hvordan et moderne rum kan blomstre i historiske rammer. Du kan også købe billet til Arresten og opleve retssalen, de autentiske celler og fortællinger om livet bag tremmer.
Bliv klogere på møllernes historie
Rundt på Midtfyn finder du mange historiske møller, der har været brugt til alt fra vand til korn. Lidt uden for centrum ligger Kaleko Mølle, en af Danmarks ældste vandmøller, hvor du i sommerhalvåret og skolernes ferier kan komme indenfor og opleve det velbevarede mølleanlæg. Det var også her, Nissebanden blev optaget.
Faaborgs historiske skulpturer
Faaborgs kunst og historie findes ikke kun på museerne. Rundt omkring i byen møder du skulpturer, monumenter og historiske vartegn, der fortæller historien om købstaden og livet ved kysten.
På Torvet står Ymerbrønden, som oprindeligt blev skabt i sandsten af billedhuggeren Kai Nielsen. Originalen kan i dag opleves på Faaborg Museum, mens bronzekopien på Torvet siden 1964 har været et af byens mest kendte symboler.
Faaborg kunst findes ikke kun på land
Ved Faaborg Havnebad finder du Hvalhalen, der siden åbningen af havnebadet i 2014 har udviklet sig til byens andet vartegn. Den markante skulptur blev hurtigt taget til sig af byens borgere og er i dag et populært fotostop med udsigt over havnen og Det Sydfynske Øhav.
Oplev den ene af de to middelalder byporte man kan køre igennem
Ikke langt derfra ligger Vesterport, som er den sidste rest af Faaborgs middelalderlige bybefæstning. Vesterport er særligt bemærkelsesværdig, fordi den er én af blot to bevarede middelalderlige byporte i Danmark, som man stadig kan køre igennem i dag. I århundreder markerede porten grænsen mellem by og land og var stedet, hvor handlende betalte told for at sælge varer i købstaden.
Vil du opleve endnu flere kunstværker, monumenter og historiske fortællinger, kan du følge Faaborgs skulpturtur gennem byen og gå på opdagelse blandt både ikoniske vartegn og skjulte perler.
Hjemsted for en række kendte slotte og herregårde
På Fyn findes der en lang række slotte og herregårde, også nogle man kan besøge. På Midtfyn og omkring Faaborg kan man blandt andet opleve det berømte Egeskov Slot som både inviterer gæster indenfor på slottet eller rundt i den smukke have. Området byder også på den smukke slotspark Holstenshuus som gæster kan besøge. Slotsparken byder både på storslået natur og dyr der løber frit.
Ønsker man at overnatte på en af de smukke slotte tilbyder Hvedholm slot sæsonvist at gæster kan overnatte i de storslåede lokaler. Det er også her TV serien Forræder er optaget.
H.C. Andersens store kærlighed
H. C. Andersens store kærlighed var efter sigende købmandsdatter Riborg Voigt, som kom af én af Faaborgs store købmandsgårde, Den Voigtske Gaard. Selve hovedbygningen, hvor familien boede, og hvor Riborg Voigt boede med sin familie, eksisterer ikke længere. Den lå, hvor du i dag finder Barlebo Ost og Domino Guldsmed. Du kan dog stadig se en del af Den Voigtske Gaard, som var købmandsgårdens pakhuse. Adgang fra Vestergade - overfor Vesterport Bageri og ikke lang fra byporten Vesterport.
H. C. Andersen indlogerede sig den 6. august 1830 på Gjæstgivergaarden, som du ser et billede af fra 1875 - året for digterens død. Gjæstgivergaarden lå under 100 meter fra Den Voigtske Gaard og 200 meter fra Faaborg Havn, hvorfra det unge selskab med Riborg Voigt og H. C. Andersen nogle dage senere skulle sejle til Dyreborg på udflugt. Til højre i billedet ser du det, der dengang var domhus og i dag huser museet Arresten, Faaborg Byhistoriske Arkiv, Diernæs Lokalhistoriske Arkiv og Faaborg Turistbureau.
H. C. Andersen var efter sigende den første turist i Dyreborg, den smukke fiskerlandsby, der ligger seks kilometer vest for Faaborg. Digterne var med Riborg Voigt og andre af borgerskabets unge mennesker på udflugt med båd fra Faaborg i august 1830. Det var i Dyreborg Skov, Andersen plukkede den buket, du kan se på H. C. Andersens Hus i Odense - buketten Riborg Voigt gemte hele sit liv.
Som nabo til den Voigtske Gaard lå byporten Vesterport - og der ligger den stadig. Den var i århundreder grænsen mellem by og land, og stedet hvor man skulle betale told for at komme ind og sælge varer i købstaden.
Vesterport er én af to bevarede byporte fra middelalderen i Danmark. Den anden - Mølleporten - ligger i Stege på Møn.
























