©  Foto:

Skulptur "Ymerbrønden"

Skulpturen er oprindelig lavet i sandsten og originalen står idag på Faaborg museum. Den udgave vi ser på Torvet i Faaborg er en kopi støbt i bronze og opstillet i 1964.

Historien bag Skulpturen er baseret på Sagn og Myter der handler om 'Verdens Tilblivelse':

Før noget andet blev til, lå Niflheim mod nord og Muspelheim mod syd. Mellem dem var et uhyre svælg, der kaldtes Ginnungegab. I Niflheim var der koldere end i den koldeste vinter, men Muspelheim bestod af flammende bestod af flammende ildsluer. Her kunne ingenting leve undtagen Muspels sønner. Foran Muspelheim sad Surt på vagt med sit sværd, der var dannet af den hårde lue. Tolv rivende elve strømmede ud i Ginnungegab. I kulden fra Niflheim frøs deres vand til mægtige isbræer. Når disse sejlede mod syd, mødte de varmen fra Muspelheim, der smeltede dem. Og tåge og rim lagde sig over Ginnungegab. Rimene begyndte at dryppe. dråberne var levende og tog efterhånden skikkelse af et menneske. Således fremkom den uhyre kæmpe Ymer.

En dag lagde han sig til at sove, og der sprang da ud af hans venstre armhule en mand og en kvinde. Hans ene fod blev fader og den anden moder til en søn. Fra Ymer nedstammer Jætterne eller Rimturserne, som de også kaldes.Men rimtågen blev ved at dryppe. Af dråberne fødtes koen Audhumla. Af dens mælk levede Ymer. Selv måtte koen nøjes med at slikke isbræens salte stene. Da den havde slikket én dag, fremkom håret af en mand, næste dag hovedet, og tredje dag steg hele manden lyslevende ud af bræen. Fra ham nedstammer Odin, Vile og Ve. Det er de ældste af guderne.Da guderne voksede til, slog de Ymer ihjel. Så vældige var de blodmasser, der flød ud af hans krop, at næsten hele hans slægt druknede deri. Kun Bergelmer reddede sig sammen med sin hustru i en kværnkasse eller hul træstok. Fra dem nedstammer de jætter, rimturser og bjergriser, der siden voldte så meget ondt i verden.

Odin og hans brødre kastede Ymers lig ud i Ginnungegab. Af hans krop dannede de Jorden. Blodet blev til elve, søer og det hav, der slynger sig om jorden. Kødet blev til muld, og benene fjeld; hovedskallen løftede de op over jorden og dannede således himmelhvælvingen. Gnister fra Muspelheim fæstede de på himlen så de kunne lyse over Jorden. Nedenunder lod de masser af den onde jættes hjerne drive som våde og kolde skyer.Hvert døgn kører jættekvinden Nat over himmelbuen. Hun sidder i en kærre, der bliver trukket af hesten Rimfaxe. Fra dens mule drypper duggen ned over Jorden. Hendes søn, Dag, har Odin skænket en anden kærre. Den blev trukket af hesten Skinfaxe, hvis manke lyser både over land og hav. Der er også spændt heste foran Solen og Månen, og de må løbe hurtigt; thi bag dem løber to ulve, Skolle og Hate, som vil sluge dem, hvis de er i stand til at indhente dem. Mod nord sidder en jætte i ørneham, når han rører vingerne, opstår der vinde, der stryger hen over Jorden.

Af maddiker, der var i Ymers krop, skabte guderne de små dværge. De fik bolig under Jorden i stene og høje. Her har de indrettet sig smedjer, hvor de laver kunstfærdige våben og redskaber. Fire af dem blev sat til at bære himmelhvælvingen, én i hvert verdenshjørne. Til dem regnes også Svartalferne, der er sorte som beg.Nu lå altså Jorden midt i det frådende hav, mens himlen hvælvede sig over den. Dag fulgte på dag, sommer og vinter.Længst ude ved havets bred fik jætterne bolig. Det er Udgaard.En kreds midt på Jorden omgærdede guderne med Ymers øjenbryn. det var Midgaard. Her skulle menneskene leve.De første mennesker havde tre guder dannet af to træstammer, som de en dag fandt nede ved stranden. De kaldte manden Ask og kvinden Embla, gav dem liv og alle sanser og klædte dem i kjortler.

Guderne selv tog bolig i Askgaard, det højeste sted på Jorden. Midt i Askgaard ligger Idavang, en bred og fager slette. Her byggede guderne sig prægtige huse. Fra Askgaard spænder regnbuen Bifrøst sig op over himmelhvælvingen. det er farvernes bro. Den røde farve er ilden. Den skal holde jætterne og alle andre onde vætter borte fra Askgaard.

Udført af billedhugger Kai Nielsen.
Skænket af etatsråd Mads Rasmussen
Opstillet og afsløret 24.06.1913.
I bronze fra 1964